Aalborg clairvoyance og afdødekontakt

Jeg mistede min far for noget tid siden, og selvom jeg efterhånden er landet i sorg og tab, så er det bare som om der var noget uafklaret i mig, der ikke kunne give slip. Så da jeg så en reklame for Aalborg clairvoyance og afdødekontakt, tænkte jeg først at den slags ikke rigtigt var noget jeg troede på, men det blev ved at nage i mit baghoved, og til sidst besluttede jeg mig for at give det en chance. Måske skulle der et helt andet perspektiv på sorgen, en ny måde at forholde sig til mit tab og min sorg, som kunne hjælpe mig med at finde afklaring i de mange følelser der stadig larmede inde i mig.

En rar stemme i røret

Da jeg ringede til Aalborg clairvoyance og afdødekontakt, var det med sommerfugle i maven, jeg havde aldrig talt med en clairvoyant før, og var ikke engang sikker på at jeg troede på den slags, for ikke at tale om hele tanken om at tale med de døde, ville det være skræmmende? Eller ville det føles helt skørt at tale med den clairvoyante? Jeg var faktisk i tvivl og ved at lægge på flere gange, medens telefonen ringede. Men jeg blev i røret og telefonen blev taget efter et par ring. Damen, der tog telefonen, havde en rar og varm stemme, og man følte sig velkommen i samtalen med det samme. Jeg præsenterede mig og fortalte, hvorfor jeg ringede, og samtalen gik i gang.

Positiv overraskelse

Da jeg havde forklaret hvordan min situation var, og at min følelse af at min fars død var uafklaret, at noget blev ved med at fylde i mig, fortalte hun at det faktisk var helt normalt. Vi sørger alle forskelligt, men når vi mister nogen vi holder af, så vil der være en del af vores sind, følelser og psyke der har svært ved at give slip. Det er derfor vi sørger over at være efterladt, og over ikke at have fuldført den historie vi vævede sammen med den vi har mistet. Hun fortalte også at det somme tider er den afdøde der holder fast i de efterladte, at den afdøde kan have noget der aldrig blev sagt, noget der gør at de ikke kan slippe de levendes plan og træde over på den anden side.

Tid til kontakt

Efter lidt tid, kom øjeblikket hvor hun sagde at min far faktisk var klar til at komme igennem, og at han havde noget på hjerte, noget han gerne ville sige. Min hals snørede sig sammen, en del af mig både håbede og panikkede på samme tid, over udsigten til at få en sidste kontakt med den far, jeg savnede så meget. Hun blev stille lidt, og da hun talte igen, var hendes stemme på en måde anderledes, mere luftig, og hun begyndte at fortælle om hvordan min far elskede farven gul, at den for ham symboliserede glæde og liv, og han viste sig i et helt gult sæt tøj, og smilede med et kærligt smil til mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile, for det var helt sikkert min far hun havde fat i der.

Det gule joggingsæt

Jeg fik en klump i halsen og mærkede samtidig latteren boble i maven, for jeg kunne nærmest se ham for mig, i sit tåbelige gule joggingsæt, han havde elsket det sæt, og elsket det endnu mere fordi både jeg og mor rullede øjne og grinte hver gang han havde det på. Han så tåbelig ud i sit kanariegule sæt, men samtidig så strålede han også af humor og kærlighed, når han havde det på. Det var lige hans form for humor, at være skør, for at få andre til at grine. Han elskede at vække glæde i andre. Jeg bekræftede at jeg fint kunne huske hans gule tøj, og hun fortsatte med at fortælle at han havde noget at sige mig. Han ville fortælle mig at det var vigtigt at jeg huskede hans humor, hans latter og hans smil.

Husk livsglæden

Han fortalte at han levede videre i mig, når jeg grinte, når jeg kom ud af min skal og viste verden mit smil og min glæde. Det var der han levede videre, der jeg ville kunne mærke ham og huske ham bedst, i min livsglæde. Og så længe jeg ikke vendte ryggen til den glæde, der også boede i mig, så ville jeg aldrig rigtigt miste ham. Og at grunden til at han havde føltes så langt væk, var fordi at jeg var opslugt af de triste følelser. Han ville fortælle, at det selvfølgelig også var ok at være ked af det, men at jeg ikke måtte glemme min naturlige livsglæde. Det var som om en sten faldt fra mit hjerte, og jeg kunne trække vejret mere frit. Jeg følte en langt større ro efter den samtale, end jeg havde gjort længe.